Visionen

Velkommen til GRO. Et samlingssted og et kraftcenter for liv, læring og aktivitet.

Et sted hvor foreningsliv og skoleliv forenes, et sted hvor fællesskab, børn og unges trivsel, læring og udvikling er kerneværdier.

GRO er ikke blot en ny skole – det er et folkets hus og områdets hjerte. Et sted, hvor læringsrum også åbner døren til bevægelse, trivsel og fællesskab, og hvor børnene er i fokus. Det er et omfavnende sted med plads til, at læring, idræt, samvær og udvikling går hånd i hånd.

Her er plads til alle, og man deles om faciliteterne. Fra morgen til aften er lokalerne fyldt afliv, både indenfor og udenfor er der skabt nye muligheder for at mødes og være sammen.

Støvring og hele Rebild Kommune får et nyt, levende hus, som bliver en ramme for både liv, læring og udviklende fællesskaber.

Hvordan er visionen blevet til?

Hvis drømmen om et hus for alle skal blive til virkelighed, skal alle stemmer høres. Derfor er visionen levet til i et samarbejde med børn, unge, voksne og foreninger i hele kommunen. Gennem workshops, møder og alle mulige andre input, er tanker og drømme om fremtidens hus til liv, leg og læring, blevet til konkrete ord og billeder.

Du kan læse visionen her [LINK]

Et projekt i fire dimensioner

I visionsprogrammet beskrives GRO med fire dimensioner: 

  • Undervisnings- og skolefritidsmiljø 
  • Natur- og madskolemiljø 
  • Kultur- og fritidsmiljø 
  • Værksteds- og inkubationsmiljø 

Undervisning- og skolefritidsmiljøet er hjertet af miljøet. Her kan børn og unge indgå i undersøgende og meningsskabende undervisningsforløb i et kreativt, inkluderende og stimulerende miljø. 

Natur-og madskolemiljøet understreger en praktisk og klimafokuseret dimension til læringen, og gennem madlavning og fællesspisning skabes der et stærkt fællesskab, hvor mennesker mødes og deler oplevelser over et måltid. 

Kultur- og fritidsmiljøet udvider læringsmiljøet yderligere ved også at rumme lokale klubber, kulturforeninger og fritidsaktiviteter. Miljøet understøtter både eksisterende foreninger og nye initiativer, der bidrager til en mangfoldig og levende lokal kultur. 

Værksteds-og inkubationsmiljøet er miljøet, hvor iværksætteri og innovation blomstrer. Her får entreprenante børn, unge, voksne og kreative sjæle adgang til ressourcer, faglig viden og netværk, der hjælper dem med at udvikle og realisere deres idéer.

Monsido - statistik